Bogen der fik mig i gang med at skrive

Hent PDF
Skriv af Julia Cameron

Første gang jeg fik en fast skrivepraksis var efter at have læst bogen “Kreativitet” af Julia Cameron.

Jeg var i starten af tyverne og det var så småt gået op for mig at jeg kunne drømme om at blive forfatter eller i hvert fald at jeg kunne begynde at skrive.

Som barn og ung faldt det mig aldrig ind. Jeg elskede at læse, og slæbte bøger med hjem fra biblioteket. Jeg var god til at skrive stile og som svar på hvad jeg ville være som voksen var standard svaret journalist. Men det slog mig aldrig at man kunne blive forfatter.

Jeg lånte Julia Camerons bøger en del gange på biblioteket uden at gennemføre det 12 uger lange kursus i bogen “Kreativitet” men jeg blev ved med at låne den med hjem. Da min første underviser i kreativ skrivning så også anbefalede den tog jeg endelig fat på kurset der strækker sig over 12 uger.

De vigtigste redskaber i bogen og hendes senere bøger om kreativitet er

  1. Morgensider

  2. Ugens oplevelse

  3. En gåtur

Skriv morgensider

Morgensider er det tætteste jeg er kommet på skrevne magiske besværgelser. Det er 3 A4 sider der skrives hver morgen. De skrives hurtigt, skal ikke læses igen, er et frirum til at vælte alt ned på papiret. og næste dag gør du det samme. Der melder sig spørgsmål svar gentagelser drømme beklagelser glæder planer indkøbslister udregninger forskellige skrifttyper og pludselige indskydelser kedsomhed. det veksler mellem at virke uundværlige og overflødige. Det er noget af det magiske at lige meget hvordan du har det den mprgen så virker de. Jeg bruger gerne 20 min på mine morgensider men de er hurtig hentet ind fordi de giver mig overblik over resten af dagen.

Bogen er fyldt med brugbare og kreative øvelser. Mange af dem bruger jeg jævnligt selvom der er gået mere end ti år siden jeg første gang tog kurset.

En tryg start på en skrivepraksis

Jeg er ikke god til at tænke lang tid ud i fremtiden så derfor tager jeg helst et kvartal af gangen fremfor et helt år når jeg planlægger. Jeg vil tage Julia Camerons kreativitet kursus igen når det nye år starter. 12 uger med start i uge 1. Første kapitel hedder “At føle tryghed igen”.

Indtil da vil jeg holde fast i mine morgensider over juledagene så jeg får mig selv godt med ud af det gamle år og ind i det nye.

kreativitet

Morgensiderne kan skrives på løsark, i kladdehæfter eller ind imellem de andre skriblerier i skrivehæftet. Julia Cameron er stærk fortaler for at de skal skrives om morgenen. Jeg har skrevet dem på alle tider af døgnet og synes det er bedre at få skrevet dem end at springe dem over bare fordi at morgenstunden er forpasset. Når det er sagt så er det skønt de morgener der er tid og plads til at sidde ved et tændt stearinlys med en notesbog og morgenstræk for sjælen. God skrivelyst

Kreativitet af Julia Cameron

Hent PDF

Skriv til musik

Jeg var lige ved at ændre overskriften, for synes jeg har været på flugt fra lyde disse dage. Grunden til at jeg har valgt at holde fast i den er, at jeg fik en mail fra Spotify der mindede mig om, hvor meget musik betyder for mig når jeg skriver. Desuden var der to sangerinder der rørte mig dybt i løbet af ugen.

Bogklub og musikklub

Jeg fik en oversigt fra mit Spotify abonnement over mit musikår. Der var nogle højdepunkter på listerne men der var også meget, der fik mig til at tænke, er det virkelig det jeg lytter til.
Det gav mig lyst til at dyrke mine musiklister lidt mere.

Jeg er vant til lister med udfordringer til hvilke bøger der kan læses igennem et år og derfor tænkte jeg, at jeg vil opstille min egen afkrydsningsliste for musik jeg gerne vil udforske og lytte til i 2017.
Måske kunne man endda oprette en musikklub der fungere ligesom en læseklub og bogklub, med et nyt album hver måned.

To stærke sangerinder

De to kvinder der fremkaldte mine tårer igennem deres ord var-

Patti Smith med et undskyld
og Madonna med et tak

Patti Smith optrådte til Nobel uddelingen med Bob Dylans “A Hard Rain’s A-Gonna Fall”

Hendes optræden rørte mig fordi hun ikke gemmer sig eller krymper sig da stemmen svigter. Hun siger bare undskyld, vedkender sig sin nervøsitet og løfter sangen op igen. Du kan se her hvordan et cover nummer kan være stor kunst.

En anden sangerinde der har fremdyrket at kunne stå i sin sårbarhed og styrke er Madonna og det gjorde hun i en tale hun fremførte i denne her uge. Den handler om at turde. Talen og hendes tak kan du ser her – Madonnas tale

Den første hele CD jeg hørte med Madonna var hendes “Something to Remember” og min yndlingssang var “This Used to be my Playground “.
Jeg kan huske at sidde og tegne imens jeg lyttede til den CD. Et par år efter kom Evita filmen ud og jeg tegnede Madonna som Evita i en tango. Jeg har ikke tegnet i over ti år og det plejede at være min legeplads.

Måske er Madonna endda den der viste mig, hvad der dengang forvirrede mig men i dag står så sandt for mig, at sårbarhed og styrke hænger uløseligt sammen.

Patti Smith stiftede jeg først bekendtskab med som voksen da hendes bog “Just Kids” udkom. Jeg lånte den på biblioteket og begyndte at læse den på en café. Der var en forlæsning der ventede men jeg blev og læste bogen færdig . Min fascination blev ikke mindre da jeg var så heldig at opleve hende på Louisiana Litteratur festival hvor både hendes ord og koncert gjorde det til en magisk aften.

“Hvor har du været, hvad har du set, hvad hørte du, hvad mødte dig, hvem mødte du og hvad vil du gøre nu”? spørger Bob Dylan i sangen.

Svarene kan være det der får os til at lytte til hinanden.
Jeg er i hvert fald glad for at jeg lyttede til Madonna og Patti Smith.

En tegning af Madonna der spiller Evita i filmen af samme navn.

Musik og minder

Tegningen af Madonna er næsten tyve år gammel. Blyantstreger der er så lette at viske ud holder sig stadig godt på papiret. Det at have haft det igennem sanserne og hænderne gør det lettere at huske. Måske også derfor at musik er så godt et middel til at få os til at huske.

Ligesom jeg kan huske at en bestemt tegning hører til en bestemt sang så har jeg det også sådan med læseoplevelser. For eksempel er “Det onde” af Stephen King knyttet sammen med Danser med drenge.

Det samme kan gøre sig gældende for en skriveøvelse eller et skriveprojekt. Da jeg skrev min første historie “Giv hvalen vinger” havde jeg lavet en playliste som spillede hver morgen jeg satte mig ved skrivebordet. På den måde vidste min krop hurtigt at det var skrivetid og min hjerne blev vant til med det samme at fremkalde den scene jeg var i gang med når musikken startede.

Når jeg går i gang med 2. udkastet af Klokkeslagsfesten vil jeg lave en spilleliste der passer til den del af skriveprojektet. Udarbejdelsen af den playliste er på min afkrydsningsliste for mit musikår 2017

checkliste over playlister du kan sammensætte og skrive til

Hvilken musik skriver du bedst til?

 

 

Ryd op i bogreolen

Skab magi i bogreolen

Der er nogenlunde orden på klædeskabet (selvom jeg stadig mener at klædeskabets primære funktion burde være som indgangsportal til Narnia). Bogreolen derimod er igen fyldt med bunker og for mange bøger.
Jeg troede, at jeg havde løst problemet men opdagede at løsningen bare bestod i at sætte kasser med bøger på loftet.
Det var først da jeg begyndte at benytte mig af de samme oprydningsprincipper som jeg har brugt i forhold til garderoben, at jeg fik lidt mere overblik over min bogsamling.

Oprydning af tøj og bøger

Først startede jeg med en gang om året at sortere mit tøj på må og få. Så blev det sorteret efter årstider men det betød stadig store bunker af tøj som bare blev flyttet rundt på og ikke nødvendigvis brugt.

Project 333 – 3 måneder af gangen

De rigtige fremskridt kom først da jeg fandt udfordringen Projekt 333. Den går ud på kun at benytte sig af 33 beklædningsgenstande i tre måneder. Efter tre måneder sammensætter man så garderoben påny.

Når der ikke er megen plads på bogreolen så synes jeg, at det er en god måde at komme igennem bogsamlingen på. Fyld boghylderne påny hver tredie måned, hvis der er bøger der aldrig finder vej til bogreolen sorteres de helt fra og gives væk.

Capsule garderobe – strømlin din samling

Jeg blev hurtig begejstret for et mere overskueligt klædeskab og fik lyst til at gøre det endnu mere strømlinet. Med en capsule wardrobe går det ud på at sammensætte en garderobe der kun består af tøj du elsker og så sørge for at de forskellige dele går godt i spænd med hinanden. Det gøres bedst ved at have nogle gode basisgenstande i god kvalitet. Det har jeg endnu ikke rigtig mestret men jeg kan godt lide at sortere mine bøger efter basiskategorier f.eks yndlingsbøger, yndlingsforfattere, genre, sprog og nogle gange farve.
Derudover vil jeg bruge det som inspiration til at opgradere til en flottere udgave af nogle af  mine bøger.

Konmari – bringer den mig glæde?

Det bedste råd fandt jeg i bogen: “ Magisk oprydning – en simpel, effektiv metode, der skaber plads til det du elsker” af Marie Kondo.

Det jeg tog med mig fra læsningen af den engelske udgave af bogen var at vælge det område der kræver oprydning og så tage alt frem der passer til kategorien. Derefter begynder sorteringen ved at stille spørgsmålet bringer den/det mig glæde? Udfordringen består i kun at beholde det der bringer glæde.

Udover om bogen bringer mig glæde så kan den jo også have affektionsværdi.

Hvis bogen har affektionsværdi så forsøger jeg at behandle den derefter, hvis løsningen ikke bringer mig glæde, så er det okay at skille sig af med bogen, for så var det nok mere dårlig samvittighed der spillede ind og ikke et billede på det bånd, du kan ære et andet sted, i en anden forbindelse.

Konmari metoden fungere især godt med de bøger jeg har læst.  Der hvor det bliver mere besværligt er når det gælde de bøger i reolen jeg endnu ikke har læst.

Der spørger jeg i stedet vækker den forventnings læseglæde hos mig.

I praksis

Så i dag brugte jeg tid på at få styr på en bunke af bøger der har været gemt væk.
Jeg samlede alle bøgerne der var opmagasineret og sorterede dem i fagbøger og skønlitterære bøger.

oprydning af bogstakke

I første omgang koncentrerer jeg mig om de skønlitterære bøger.

Fremgangsmåde

  1. Samle alle de opmagasinerede bøger
  2. Sortere i fagbøger og skønlitterære bøger
  3. Sortere skønlitteraturen i engelske og danske bøger
  4. Tage hver enkelte skønlitterære bog og spørge mig selv bringer den mig glæde?
  5. Sætte bøgerne, der ikke blev sorteret fra, op i reolen. Give de andre bøger væk.

Fra tom til sorteret bogreol

Det midterste billede er af de bøger der kom fra bogstakken. På det sidste billede er der også bøger jeg har flyttet rundt på fra de andre bogreoler.

Opretholde oprydningen og belønning

Jeg er ret vild med fransk bogbinderkunst og en anden udgave af en capsule wardrobe er The five piece french wardrobe (5 dele fransk garderobe). Det er også en garderobe der består af udvalgte basisgenstande men hvert kvartal tilføjer man 1-5 nye beklædningsgenstande. Resten af året undgår man impulskøb.

Det har jeg tænkt mig at overføre til mine bogkøb. Jeg vil komplimentere bogsamlingen med 1-5 nye bøger hver januar, maj og september.

For at bogreolen ikke igen bliver overfyldt vil jeg forsøge at sortere bøger fra løbende. Her vil jeg også følge kalenderåret og sortere en bog fra i januar, to bøger i februar, tre bøger i marts, for til slut at sortere 12 bøger fra i december.

Næste oprydningstrin

Nu hvor bøgerne står på reolen er mit næste trin, at holde øje med de bøger jeg endnu ikke har læst. Hvis der er en bog der står der længe vil jeg skrive den ned, sortere den fra og så låne den på biblioteket engang i fremtiden i stedet for.

For mig er et af de mest magiske steder et bibliotek og nu er jeg på vej til at have mit eget mini bibliotek med magi på hver hylde.

Nu vil jeg rydde en hylde så den står klar til biblioteksbøger.

Hvordan holder du styr på dine bøger?  Er der en af de her metoder du vil benytte dig af?Del gerne i en kommentar.

Skriv med en samlemappe

Samlemappe til ubrugte notesbøger

Jeg elsker notesbøger i alle afskygninger. Det betyder at jeg ikke kan nå at udfylde dem i samme tempo som jeg indsamler dem.

De helt små får jeg næsten aldrig brugt fordi jeg hellere vil have et større kladdehæfte med i tasken. Nu har jeg fundet en løsning til hvordan jeg kan give mig selv en mulighed for at få skrevet i de tomme notesbøger. 

I sommers fandt jeg en gammel “Anders And” samlemappe på et loppemarked. Den har jeg tømt for blade og nu kan jeg udfylde mappen som jeg vil. F.eks med de tomme notesbøger. Enten kan jeg skrive i dem fra en ende af eller de kan hver især blive tildelt et område. Det kunne være morgensider, taknemmelighedsdagbog, dagbog, skriveprojekt og friskrivning.

notesbøger samlet et sted

Samlemappe til brugte notesbøger

Hvis jeg er så heldig at finde flere samlemapper så gad jeg godt fylde dem med de notesbøger jeg har skrevet i gennem årene. Fotoet nedenunder er med en stak af Moleskine hæfter.

mappe-opbevaring

Mit bærbare skrivebord

Det jeg endte med var at lave den om til en udgave af mit eget bærbare skrivebord.

Forrest er mit skrivehæfte. Derefter følger min ordfangerbog som er min måde at samle enkelte ord ind på til senere brug. Bagerst er der dagens skrivesider til mit skriveprojekt Klokkeslagsfesten.

Jeg har samlet lige så mange stakke af papirblokke som notesbøger. På denne her måde kan jeg få brugt papiret og her i november med Nanowrimo har jeg savnet at skrive i hånden.

Jeg tror også at det vil kunne fungere som en måde at lege med opbygningen af historien fordi jeg kan placere hele kapitler og scener sammen og flytte rundt på dem som en udvidet form for indexkort.

papir

Derudover er der også plads til et penalhus, en mini notesbog, indexkort og skrivemærker.

samlemappe-skriv

Jeg glæder mig til at tage skrivemappen i brug og så må jeg på jagt efter nogle flere så jeg kan flytte de fyldte sider og hæfter over i min skrivesamling.

skrivemappe

Skriv på Bogforum

Bogforum 2016

Bøger, stande, oplæsninger og interviews. Sidste gang jeg var til Bogforum foregik det i Forum. Nu har jeg mod på det igen og glæder mig til at se alle bøgerne i Bella Centeret. Ikke mindst fordi der nu også er fokus på skriveprocessen.
Bogforum for mig er lidt som et børneværelse hvor alt legetøjet er væltet ned på gulvet af overstadige børn til en børnefødselsdag – det er sjovt men også kaotisk.

Fra læseglæde til skrivelyst

Jeg glæder mig til at lytte til forfattere tale om deres skriveproces og bøger og lytte til samtaler der handler om kærligheden til bøger og historier. Mit program som man kan sammensætte på Bogforums hjemmeside her er fyldt godt ud. Det har altid været bøger der har givet mig lysten til selv at skrive. Læselysten var der først, så kom kærligheden til bøger og så opdagede jeg glæden ved selv at skrive.

Jeg har udplukket nogle af de mange programpunkter der handler om at skrive.

Top 3 på Bogforum

Fredag 11/11

  1. (Stand E Syd-002) kl. 14:30 Maiken Ingvordsen: Markedsføring af dit forfatterskab . . .
  2. (Stand E syd-002) kl. 18:00 Anna Bridgwater, Jo Hermann: Skal historien fortælles i 1. eller 3. person? . . .
  3. (Stand E syd-011) hele dagen Villa Gress: Brug for inspiration og fred til at skrive?. . .

Lørdag 12/11

  1. (Stand C3 -036) kl.11.30 Susanne Staun: Bogen “Kort og cool”.
  2. (Stand E syd – 002) kl. 12:00 Karsten Pers, Eva Maria Fredensborg: Hul på skrivedrømmen . . .
  3. (Stand E syd -008) kl. 12:45 Britt Tippins: Få styr på dit plot . . .
    stand E syd -002 kl. 15:00 Josefine Klougart, Jakob Sandved: Hvordan bliver en bog til, fra start til slut? . . .

Søndag 13/11

  1. (Stand E syd -008) kl. 11: 30 Heidi Korsgaard: Sådan får du hul igennem til et forlag.
  2. (Stand E syd – 015) kl. 14:00 Connie W. Aagaard: “Kunsten at holde liv i en bog og et forfatterskab”
  3. (Stand E syd – 008) kl. 15:00 Charlotte Lerche: Kom med i en skrivegruppe . . .

Hvem er din ynglingsforfatter?

Det umulige spørgsmål men for mig er én af dem i hvert fald norske Linn Ullmann.

Linn Ullmann på Bogforum

Jeg glæder mig til at opleve Linn Ullmann. Jeg har før oplevet hende på Louisiana litteraturfestival og i Den sorte diamant. Hun tager sit kald til at skrive alvorligt men virker aldrig selvhøjtidelig. I stedet er hun skarp og sjov og jeg glæder mig til at høre hende fortælle om den nye bog “De urolige” som jeg stadig har til gode. Hun skriver om de store ting med nærvær og indlevelse igennem de nuancerede personer. Hendes bøger har givet mig en god håndfuld af læseoplevelser hvor jeg har holdt pause for at nyde hvordan det smukke sprog bliver brugt i fortællingens tjeneste.
Derfor kan jeg kun anbefale at opleve hende på Bogforum.

Linn Ullmann – Lørdag 12/11

  1. (Stand E Nord-auditoriet) kl. 13:30 i samtale med Barbara Stephensen
  2. (Stand C4 -001 kl 14.30 signering
  3. (Stand C2 -038) kl 16.35 i samtale med Johanne Mygind

Skriveark til Bogforum

Det er et virkeligt fyldigt program i år og for at al inspirationen ikke skal forsvinde i den alenlange ønskeseddel over bøger har jeg lavet et skriveark til at få alle de gode råd ned på papiret.

Tag noter på BogforumTag noter på Bogforum
Hent skriveark

Og hvis du vil lave din egen top 3 udfra dit program på Bogforum så kan du hente det her skriveark.

Din egen top 3 til Bogforum Hent skriveark

Nu håber jeg bare jeg kan finde rundt blandt alle standene med min håbløse stedsans og hvis ikke så får jeg mig nok nogle gode overraskelser i labyrinten af bøger.

Find et sted at skrive

Mit første skrivested

Det er først for nyligt at jeg fik et rigtigt skrivebord men det startede med et skrivebord. Jeg tror jeg så lige glad ud begge gange.

Mit første skrivebord

Mit skrivested da jeg flyttede hjemmefra

I en lille karnap på tredie sal havde jeg mast et klodset metal computerbord ind så der var plads til den stationære computer. Her sad jeg og skrev mine skoleopgaver. Men de bedste skrivestunder var når jeg kravlede bag om skærm og ledninger og satte mig til rette i den brede vindueskarm og min notesbog blev fyldt med billeder fra gågaden.
Derefter fulgte en masse andre hjem hvor der dukkede andre skrivekroge op.

Mit skrivested nu – skrivegården

Nu bor jeg på en gård. Her indrettede jeg først et lille bryggers til skrivekrog ved at fjerne et underskab så der var plads til ben og stol. Vaskemaskinen rumsterede bag mig men jeg kunne ikke se den. Det jeg kunne se var ind i en væg men hvis jeg skævede lidt til højre kunne jeg skimte gårdspladsen igennem vinduet over vasken. Det var et godt sted at skrive men desværre kunne varmen fra brændeovnen ikke rigtig nå derud om vinteren.

I dag har jeg plads til et skrivebord. Efter skrivebordet kom ind fik jeg mod på flere skrivemøbler. Nu står der et skrivechatol i stuen og det smalle spisebord kan drejes så det bliver et arbejdsbord i stedet. I gangen er der et indhak der er blevet udstyret med bord og stole og her kan jeg også finde på at skrive.

Skrivesteder
På trods af siddekroge ender jeg tit med at skrive i sengen eller sofaen alligevel men min dag starter altid ved skrivebordet.

Min tjekliste for hvornår det er et godt skrivested

  • Jeg har det hverken for koldt eller for varmt
  • Jeg har plads til at have et krus eller glas stående ved siden af mig
  • Der er god belysning
  • Jeg kan selv bestemme om der skal være stille eller om jeg vil have musik
  • Baggrundsstøjen kalder ikke på mig
  • Jeg sidder ikke i vejen for anden trafik i huset
  • Der er én eller flere genstande der taler til min skriveglæde
  • Jeg føler mig tryg
  • Jeg mærker forventningsglæden over hvad der forhåbentlig lige om lidt vil dukke op på siden.
  • Kladdehæfte eller bærbar holder pladsen for mig hvis jeg er nødt til at gå og komme tilbage

Jeg sidder et godt sted når roen langsomt sænker sig og jeg trækker ord ned på papiret fra boblen omkring mig.

Jeg har et sted at sove og et sted at spise og jeg har også et sted at skrive for ligesom jeg bliver lettere umulig hvis jeg ikke får spist eller sovet så gælder det samme hvis jeg ikke får skrevet.

Hvis skrivekrogen ikke findes endnu så er det fantastiske ved skrivningen at:

“Hvor der er pen og papir er der skriverum”

Og så kan det være at magiske steder dukker op på samme måde som børnene finder Narnia i klædeskabet.

Her er en ledetråd til at gå på opdagelse:

Hent skriveark

Find steder at skrive
Hent PDF

Gaver til den indre forfatter

I min familie er julen et lys-anker i den mørke tid. Glæde, hjertevarme og med ord fra Bamses jul: “Kom jul, kom sne, kom gaver”

Hvilke gaver har glædet din indre forfatter?

Ønskeseddel til alt det din indre forfatter ønsker sig
ØNSKESEDDEL PDF

Her er nogle af de gaver jeg har modtaget fra folk der så min indre forfatter også nogle gange førend jeg selv gjorde.

 

Top 10 gaver til min indre forfatter

  1. Notesbøger
  2. Skrivekrus
  3. Skrivemaskine
  4. Udsmykning til skrivebordet
  5. Varmepude
  6. Kuglepenne
  7. International forfatterscene DVD
  8. Bøger, bøger og bøger

Gratis skriveglæder
9.  Den virkelig gode podcast Forfatterhjørnet
10. Lånerkort til biblioteket

På min ønskeliste

I mit skriveprojekt “Klokkeslagsfesten” spiller knapper en stor rolle derfor ønsker jeg mig dette her tæppe fra Ikea til at have under mit skrivebord.

skrive-taeppe
To af mine ynglingsbøger ( som er oversat til dansk) er af samme forfatter. Savannah og Beach Music af Pat Conroy. Efter at Pat Conroy døde her i foråret er der blevet udgivet en bog med flere af hans betragtninger over det at skrive og jeg glæder mig til at sidde med hans ord og fortællinger igen. (desværre kun på engelsk).

pat-conroy

Jeg plejer altid at sige at de store og dyre ting også skal på ønskesedlen for man ved aldrig så jeg er også på udkig efter et skriveretreat og et skrivekursus som skal på listen.

Hvad kommer på din ønskeseddel?