Fotografier og skriveinspiration

Bøger om at skrive – læs og skriv

I oktober delte jeg på Instagram min læsning af skrivebogen “Skriv” af Julia Cameron. Det fungerede godt for min skrivepraksis og derfor har jeg også i november valgt en “læs og skriv bog”

Den hedder  “The Art of Character” af David Corbett (som desværre ikke er oversat til dansk). Den er så godt skrevet, at jeg skal stoppe mig selv i, ikke at understege hver anden sætning. Desuden er den fyldt med skriveøvelser.

Fotografier til dit skriveprojekt

I kap. 2 som løst oversat hedder “at hidkalde spøgelser – kildemateriale til karakterer” foreslår han at bruge fotografier som inspiration til at forme en karakter.

Så i dag bestod stifinderstunden i at tage et billede. Uden at tænke så meget over det blev et billede til flere. Lidt som når ordene begynder at følge let efter hinanden når man først er begyndt at skrive.

Steder og personer i din bog

Problemet er så, at jeg ikke har taget et eneste billede af en person. Det nærmeste jeg kom en karakter er et tøjdyr udformet som en drage. Heldigvis har jeg ofte nemmere ved at skrive om historiens personer når jeg kan knytte dem til et sted så måske nogle af disse billeder dukker op på den ene eller anden måde i “Klokkeslagsfesten”. Samlingstaden som er der hvor det meste af handlingen foregår har i hvert fald fået tilføjet et ekstra sted efter i dag. Så må jeg se hvilken person der dukker op i porten.

Dagen i billeder

natur
Når dagen starter sådan så gør det ikke så meget at det er mandag
opgang
Gik forbi det sted jeg boede de første studieår – det har fået en gevaldig opgradering. Jeg vil bruge billedet som inspiration til et sted i  Samlingsstaden i Klokkeslagsfesten.
paludan
Paludan bogcafé. Kan huske da hele fiolstræde var en boggade men stadig en super hyggelig gade.
bibliotek
Synes det var sjovt at se dette skilt på København hovedbibliotek efter jeg skrev om at strikke i går.
studie
Skønt når to interesser smelter sammen på teologistudierne.

 

drage
En drage havde forvildet sig ind i Netto. Der er desværre ingen drager med i Klokkeslagsfesten men hvem ved hvad senere skriveprojekter gemmer på.

En stifinderstund ude som bragte en masse billede med hjem. Kan du bruge nogle af dine egne fotografier som du har på din telefon til en skrivestund?

God skrivelyststifinderstund

 

Strik og skriv

I forhold til, at jeg aldrig har været god til håndarbejde, så har jeg alligevel en del symaterialer liggende. Sytråd, knapper, symaskine, strikketøj og syskrin. Altsammen arvet. Det eneste jeg kan frembringe af det er strikkede tørklæder. Og det tager altid noget tid før mine hænder kan huske hvordan man slår masker op.

knapper

En lokal café har en aften om måneden “Strikke og hæklecafé” måske jeg skulle melde mig og se om jeg kunne lære nogle fif. På en anden café i København har jeg engang været med til en aften med skrivecafé. Et super godt koncept – cafélokale, kaffe, kage, oplæg og skrivefæller. Måske jeg kunne foreslå konceptet for den lokale café.

I min historie “Klokkeslagsfesten” er der en klædemager med der hedder Safraia. Med inspiration fra strikkestunden, vil jeg koncentrere mig om hende i dag til Nanowrimo.

safraia g
Klokkeslagsfesten

 

knapper

Efter fire dage med stifinderstunder hjemme og indendørs må jeg se om jeg kan finde på en udestund i morgen. Om ikke andet så snige mig til en café skrivestund ved siden af stifinderstunden. Strikketøjet kan jeg gribe til som aftenhygge. Jeg sidder tit med computeren eller telefonen inden jeg skal sove. Jeg er sikker på, at undersøgelserne, der siger at det ikke er sundt, har ret. En ny aftenrutine med at strikke fremfor at fremmane skærmtrætte øjne var måske en idé her i vintermånederne.

Tænker at trætte fingre er at foretrække fremfor trætte øjne. Fordi jeg ikke er vant til at sidde med strikkepindene kan jeg mærke det i hænderne og nakken allerede efter fire fem rækker. Den øgede koncentration gør det alligevel til en rar meditativ oplevelse og det må næsten blive bedre når hænderne husker det hele af sig selv.

Når jeg skriver kan mine hænder med det samme huske hvordan de griber pennen og flugter bogstaverne hen over papiret. Efter den øgede skrivemængde, takket være Nanowrimo, så kan jeg dog godt mærke det i mine fingre og håndled.

Måske er det ligesom med så megen anden aktivitet – det er en god ide at varme op og at strække ud.

Har du nogle gode ideer til at pleje og passe på hænderne. Så de snildt kan skrive og strikke videre?

 

Kunstmonsteret i film

Brug film som inspiration til plot og karakteropbygning

Tror snart jeg kan skrive 10 år som serie-seer. Den første var “Heroes” og da folkene bag “Lost” udgav den ene sæson efter den anden så var der ingen vej tilbage. Jeg har fulgt nyudgivelserne på Netflix og på HBO trofast. Eftersom jeg ikke har tænkt mig at stoppe med at se TV, så fortæller jeg mig selv, at det også er en måde at studere opbygning af plot og karakter på. Men noget jeg godt kunne tænke mig at ændre lidt på er, at se flere film i stedet for en middelmådig serie (eller endnu være at gense en serie eller sæson;))

Førhen var en af de bedste måder at holde afslapningsweekend på at gå i Blockbuster. Halvdelen af fornøjelse var at optimere sammensætningen af de 3-5 film. Uanset hvor uheldigt ens valg af film faldt ud så, så man den færdig. De værste filmoplevelser har vi her i huset kaldt bamsefilm. Heldigvis har der også været mange gode imellem.

Med de forskellige streamingtjenester føles det som en blandning af, at der ikke er en eneste film og alt for mange. Jeg opgiver tit foretagendet med at finde én men i går faldt mine øjne på “The Meyerowitz Stories” på Netflix.

En film der hedder noget med fortællinger vil til hver en tid fange min opmærksomhed. Når den derudover er bygget op omkring en dysfunktionel familie og et spørgsmål om kunstnerens rolle så er jeg fanget ind. Faren er et rent kunstmonster, hvilket er et udtryk jeg første gang hørte gennem forfatteren Jenny Offill. Filmen er underholdende og de spiller godt men den mangler et eller andet magisk, som jeg ikke lige kan sætte ord på nu men jeg er glad for, at jeg valgte at se den fremfor endnu et afsnit af en serie. Jeg giver den . . . film anbefaling

Kan du anbefale en god film der handler om familierelationer?

Illustrationer til skriveprojekt

Mal et billede

Det var egentlig meningen at disse daglige stifinderstunder ikke som sådan skulle have noget at gøre med mine skriveprojekter, i hvert fald ikke sådan direkte, men sådan blev det i dag.

Måske er det på grund af Nanowrimo – Jeg synes det er svært at skrive så mange ord om dagen på en historie ( og det er kun dag 3 :)) men det virkelig gode ved udfordringen er, at jeg bliver i historiens univers længere end jeg ellers ville have gjort og jeg begynder at se ideer hvor jeg ellers nemt kunne have overset dem. Både af nød, fordi der skal materiale til historien, men heldigvis også som glimtvise øjeblikke af inspiration.

Jeg blev som teenager rimelig god til at tegne. Min veninden spurgte mig, da vi gik i omkring fjerde klasse, om vi ikke skulle begynde at tegne ansigter. Jeg sagde ja til ideen og næste dag gik vi i gang og så tegnede vi de næste 10 år og så stoppede vi begge.  I dag kan det let frustrere mig når blyanterne og penslerne ikke vil det jeg ved jeg kunne få dem til engang men samtidig er det også tegning og maling der minder mig om, at det altid handler om at begynde og at øvelse gør “mester”. Når frustrationen først har lagt sig så er det utrolig meditativt at fylde et stykke hvidt papir ud med farve.

Jeg prøvede at male en hvid fjer med havet i baggrunden. Jeg var lige ved at opgive men lige pludselig kunne jeg mærke, at de sporadiske streger optræder i min Nanowrimo historie “Klokkeslagsfesten” som et helt billede. Jeg ved hvilken scene det her billede passer ind i og det er endda en scene, som jeg ikke har skrevet endnu. For mig er det ikke en fjer (hvilket det nok heller ikke er for ret mange andre:)) Det er fjerild på havet, det er en rygsøjle og det er Valja der ser det. Næste gang jeg går i stå med skriveudfordringen vil jeg kigge på det lille billede jeg har malet og huske på at historier kan gemme sig bag selv de mindste begyndelser. Denne stifinderstund blev en illustration til mit skriveprojekt.

Tegner eller maler du ved siden af skrivningen eller omvendt? (Del gerne i kommentarfeltet )