Min skriveuge 2

Jeg læser . . .

  • Stillidsen af Donna Tartt
  • Blæsten, Sandet og Stjernerne af Antoine de Saint-Exupéry

Bogen Stillidsen fortsætter med at tilføje andre bøger til min læseliste (sidste uge var det Walden af Henry Thoreau). I dag gik jeg i gang med “Blæsten, sandet og stjernerne af Antoine de Saint-Exupéry. Jeg er som så mange andre vild med “Den lille prins” men først nu at jeg læser mere af Saint-Exupéry.

Det er en god påmindelse om hvor poetisk erindringer kan skrives. Det føles lidt som et langt brev.  Efter at have læst halvdelen havde jeg allerede haft tårer i øjnene to gange. Nogle passager er lidt højtravende men der går ikke længe før man er med oppe i skyerne igen.

Blandt stjernerne med Saint-Exupery

Jeg skriver . . .

  • Skriveprojekt: Klokkeslagsfesten og nyt projekt NN
  • Morgensider

Udover bøgerne skal der være tid til skrivningen. I denne her uge er det blevet til morgensider, friskrivning over nyt skriveprojekt og gennemskrivning af scener til Klokkeslagsfesten. Jeg blev ved med at udskyde friskrivningen men da jeg satte mig på en café og skrev første sætning løsnede det op for alt det jeg har haft i hovedet.

Jeg fandt en ny kalender i denne her uge. En turkisgrøn dagskalender fra Moleskine hvori jeg hver morgen har skrevet et citat fra min morgenlæsning. Jeg har overvejet at bruge den som dagbog men jeg har aldrig været ret god til at føre dagbog. Det kan komme på listen over nye skriveformer jeg kunne udforske.

skriver morgensider til kaffen

Jeg glæder mig til . . .

Det bliver hurtigt til mange stillesiddende timer med læsning og skrivning. Derfor er jeg glad for at fortsætte med denne her januar udfordring. Det er Yoga with Adriene der hver dag i januar lægger en video ud på Youtube. Hendes stil er inspirerende, sjov og hun er god til at finjustere med få ord.

yoga udfordring her i januar

Overvejer at stjæle ideen til en skriveudfordring der på samme vis balancerer det ydre  med det indre 🙂

Bogen der fik mig i gang med at skrive

Hent PDF
Skriv af Julia Cameron

Første gang jeg fik en fast skrivepraksis var efter at have læst bogen “Kreativitet” af Julia Cameron.

Jeg var i starten af tyverne og det var så småt gået op for mig at jeg kunne drømme om at blive forfatter eller i hvert fald at jeg kunne begynde at skrive.

Som barn og ung faldt det mig aldrig ind. Jeg elskede at læse, og slæbte bøger med hjem fra biblioteket. Jeg var god til at skrive stile og som svar på hvad jeg ville være som voksen var standard svaret journalist. Men det slog mig aldrig at man kunne blive forfatter.

Jeg lånte Julia Camerons bøger en del gange på biblioteket uden at gennemføre det 12 uger lange kursus i bogen “Kreativitet” men jeg blev ved med at låne den med hjem. Da min første underviser i kreativ skrivning så også anbefalede den tog jeg endelig fat på kurset der strækker sig over 12 uger.

De vigtigste redskaber i bogen og hendes senere bøger om kreativitet er

  1. Morgensider

  2. Ugens oplevelse

  3. En gåtur

Skriv morgensider

Morgensider er det tætteste jeg er kommet på skrevne magiske besværgelser. Det er 3 A4 sider der skrives hver morgen. De skrives hurtigt, skal ikke læses igen, er et frirum til at vælte alt ned på papiret. og næste dag gør du det samme. Der melder sig spørgsmål svar gentagelser drømme beklagelser glæder planer indkøbslister udregninger forskellige skrifttyper og pludselige indskydelser kedsomhed. det veksler mellem at virke uundværlige og overflødige. Det er noget af det magiske at lige meget hvordan du har det den mprgen så virker de. Jeg bruger gerne 20 min på mine morgensider men de er hurtig hentet ind fordi de giver mig overblik over resten af dagen.

Bogen er fyldt med brugbare og kreative øvelser. Mange af dem bruger jeg jævnligt selvom der er gået mere end ti år siden jeg første gang tog kurset.

En tryg start på en skrivepraksis

Jeg er ikke god til at tænke lang tid ud i fremtiden så derfor tager jeg helst et kvartal af gangen fremfor et helt år når jeg planlægger. Jeg vil tage Julia Camerons kreativitet kursus igen når det nye år starter. 12 uger med start i uge 1. Første kapitel hedder “At føle tryghed igen”.

Indtil da vil jeg holde fast i mine morgensider over juledagene så jeg får mig selv godt med ud af det gamle år og ind i det nye.

kreativitet

Morgensiderne kan skrives på løsark, i kladdehæfter eller ind imellem de andre skriblerier i skrivehæftet. Julia Cameron er stærk fortaler for at de skal skrives om morgenen. Jeg har skrevet dem på alle tider af døgnet og synes det er bedre at få skrevet dem end at springe dem over bare fordi at morgenstunden er forpasset. Når det er sagt så er det skønt de morgener der er tid og plads til at sidde ved et tændt stearinlys med en notesbog og morgenstræk for sjælen. God skrivelyst

Kreativitet af Julia Cameron

Hent PDF