Min skriveuge 2

Jeg læser . . .

  • Stillidsen af Donna Tartt
  • Blæsten, Sandet og Stjernerne af Antoine de Saint-Exupéry

Bogen Stillidsen fortsætter med at tilføje andre bøger til min læseliste (sidste uge var det Walden af Henry Thoreau). I dag gik jeg i gang med “Blæsten, sandet og stjernerne af Antoine de Saint-Exupéry. Jeg er som så mange andre vild med “Den lille prins” men først nu at jeg læser mere af Saint-Exupéry.

Det er en god påmindelse om hvor poetisk erindringer kan skrives. Det føles lidt som et langt brev.  Efter at have læst halvdelen havde jeg allerede haft tårer i øjnene to gange. Nogle passager er lidt højtravende men der går ikke længe før man er med oppe i skyerne igen.

Blandt stjernerne med Saint-Exupery

Jeg skriver . . .

  • Skriveprojekt: Klokkeslagsfesten og nyt projekt NN
  • Morgensider

Udover bøgerne skal der være tid til skrivningen. I denne her uge er det blevet til morgensider, friskrivning over nyt skriveprojekt og gennemskrivning af scener til Klokkeslagsfesten. Jeg blev ved med at udskyde friskrivningen men da jeg satte mig på en café og skrev første sætning løsnede det op for alt det jeg har haft i hovedet.

Jeg fandt en ny kalender i denne her uge. En turkisgrøn dagskalender fra Moleskine hvori jeg hver morgen har skrevet et citat fra min morgenlæsning. Jeg har overvejet at bruge den som dagbog men jeg har aldrig været ret god til at føre dagbog. Det kan komme på listen over nye skriveformer jeg kunne udforske.

skriver morgensider til kaffen

Jeg glæder mig til . . .

Det bliver hurtigt til mange stillesiddende timer med læsning og skrivning. Derfor er jeg glad for at fortsætte med denne her januar udfordring. Det er Yoga with Adriene der hver dag i januar lægger en video ud på Youtube. Hendes stil er inspirerende, sjov og hun er god til at finjustere med få ord.

yoga udfordring her i januar

Overvejer at stjæle ideen til en skriveudfordring der på samme vis balancerer det ydre  med det indre 🙂

Min skriveuge 1

Ugekalender og månedskalender for januar PDF

Godt i gang med året

Godt nytår

Hold da op det var så lige julen, nytåret og uge et af 2017.

Jeg har brugt første uge på at prøve at få lidt overblik over bloggen og mine skriveprojekter. Jeg kan ikke sige at det helt er lykkedes endnu. Ikke desto mindre glæder jeg mig til at fortsætte med at samle flere ledetråde her på siderne. Ledetråde der peger i retningen af begejstringen, friheden og glæden ved at skrive.

De sidste par år er jeg blevet betydeligt bedre til at planlægge men det er også gået en lille smule udover det, der helst skulle komme forud for al planlægningen nemlig drømmene. Det håber jeg at skrive mere om i næste uge.

I ugen der kommer vil jeg prøve at fylde kalenderen med små skridt der danser mod skrivedrømmen og fortsætte med at udrede de mange planer, ideer, opgaver, drømme, ord og sider der har samlet sig på mit skrivebord i denne her uge.

Hvis du også har brug for lidt overblik så kan ugekalenderen og månedskalenderen hver i sær hentes som PDF her:

Januar og Uge 2

 

Jeg skriver . . .

Skriveprojekt – Klokkeslagsfesten og et nyt projekt

Har taget fat på 2. udkastet af Klokkeslagsfesten. Lige nu tager jeg manuskriptet fra en ende af. Jeg har finpudset scenen hvor skurken første gang optræder og fået placeret hans baggrundshistorie et bedre sted i fortællingen.  Derefter bevægede jeg mig videre til Samlingsstaden og fik koblet to personer sammen i et hændelsesforløb der hænger bedre sammen. Jeg havde håbet på at skrive en hel ny scene men det skete ikke rigtigt.

Til gengæld fik jeg skrevet en masse ned til et nyt skriveprojekt der har luret længe. Både ideer og tekstbidder. Det vil jeg dele mere om på torsdag.

Jeg har lavet en lille collage der er forbundet med nogle af de kvinder der optræder i Klokkeslagsfesten. Næste uge skal bruges på at skrive 2. udkastet af scenerne med hende der hedder Arga.

Collage til mit skriveprojekt Klokkeslagsfesten

Jeg læser . . .

Stillidsen af Donna Tartt

Gik i stå første gang jeg prøvede at læse den og så har den stået over et år i reolen.
Grunden til at jeg havde mod på at tage den op igen er, at jeg blev ved med at høre godt om den. Det talte også virkelig godt for bogen, at jeg ikke behøvede at genlæse de læste sider for jeg kunne stadig huske historien og kunne genkalde mig billeder fra fortællingen – selv så lang tid efter.

Stillidsen af Donna Tartt er en virkelig god bog

Jeg kunne nok godt have nået at læse den færdig hvis det ikke var fordi jeg lige var faldet over den nye sæson af Modern Family på Netflix. Efter at have grinet til et par nye episoder hver aften så jeg dette her citat på behappy

“Laughter is an instant vacation” Milton Berle

Har overvejet at tilføje en overskrift til “Min skriveuge” der kan dække tv-serier og film fordi jeg er storforbruger af streaming tjenester.

Stillidsen indeholder heldigvis også en masse inspiration. Blandt andet blev jeg mindet om at jeg endnu ikke har læst “Walden” af Henry David Thoreau så den er kommet på læselisten for 2017.

Så forhåbentlig kommer 2017 til at indeholde en masse læsepauser og latterpauser.

Ugens oplevelse . . .

København hovedbibliotek – Den røde sofa: Siri Nordborg Møller

Jeg har nydt juleferien men helligdagene betyder også at jeg ikke kommer så meget til København. Derfor glæder jeg mig til på torsdag at besøge hovedbiblioteket og for første gang opleve deres arrangement Den røde sofa og denne gang høre om finsk litteratur som jeg ved meget lidt om.

Glæder mig til at alle de nye læseoplevelser og skriveeventyr der venter i 2017.

Del gerne hvilke læseoplevelser og skriveeventyr du ser frem til i 2017.

Skrivebord - skrive ved lampens varme skær